Skæbnen
Jeg
spekulerede over tingene. Forvirret. Men var det nu, rigtigt?
Det var
mandag, starten på en skoduge. Ingen kunne lide mandag, og specielt ikke mig.
Den kom
kørende, en anelse for langsomt. Jeg steg op, trappetrinene var våde og
beskidte. Det var klart, det var efterår, og vejret var nederen. Jeg gav de 24
kroner, og satte mig. Sædet føltes, varmt, ubehageligt, klistrende og det
lugtede rædsomt. Hver gang dørene til bussen åbnede, fik jeg en ubehagelig
følelse, og kunne mærke at dagen allerede startede dårligt op.
Skolen
var allerede startet, jeg kom endnu engang for sent. Jeg skyndte mig op i
klassen, og kom brasende ind ad døren. Min lærer så rimelig sur ud, men jeg
ignorere det. Jeg satte mig hurtigt ned, uden at tænke på at de andre i klassen
kiggede på mig. Timerne gik hurtigt, og vi fik fri. Jeg greb min taske og
jakke, og løb ud til busstopstedet. Bussen var heldigvis ikke kørt endnu, jeg
steg op, og så ham. Det måtte bare ikke ske. Det var ham, der hele tiden var i
nærheden af mig. Hvem var han? Hvad ville han?. Jeg gik i panik, og satte mig
bag ham, så jeg kunne holde øje, med ham. Jeg ventede bare til at han steg af,
så jeg kunne være i fred, jeg havde et håb om at han ville stige af før mig,
men det tegnede ikke godt. Da vi nåede til det sidste stoppested, havde jeg kun
en mulighed og det var at stige af. Manden stod også af. Jeg var rædselslavet,
men jeg gik videre. Han fortsatte med at gå efter mig, jeg kiggede tilbage, og
blev blændet af lyset.
Det var
mørkt og stille. Jeg prøvede at bevæge mine ben, men de var bundet fast. Jeg
græd af rædsel. Jeg kunne mærke ubehag, som om der var nogle bag mig. Lyset
blev tændt, og foran mig stod en helt blank væg, det gik op for mig, at jeg var
i en lille kælder. Det var trangt, og rigtig småt. Jeg prøvede at få rebene
løsenet, men det lykkedes ikke. Manden, kom gående, over til mig. Jeg blev
virkelig bange, jeg begyndte at skrige. "Hold mund" sagde manden.
"Hvad vil du, og hvem er du? råbte jeg skrigende. Han reagerede ikke, han
begyndte at løsne rebbene. Jeg sad på stolen uden at bevæge mig. Han begyndte
at tage mit tøj af. Jeg begyndte at skrige, og var lige ved at slå på ham, men
var bange for hvordan han ville reagere. Det var som et mareridt, der blev til
virkelighed.
Få timer
efter, sad jeg helt alene i rummet. Jeg var blevet mishandlet af en fremmed
mand. En mand jeg ikke kendte, hvorfor skulle det gå udover mig? Jeg havde ikke
gjort noget imod ham. Jeg gik lidt rundt i rummet, og kiggede ned på gulvet,
der var beskidt og klamt. Min halskæde, hvorfor lå den på gulvet? Jeg tog den
op, for at tage den på. Men jeg havde allerede min halskæde på. Jeg stod med to
halskæder, hvordan kunne det lade så gøre?
Jeg fik halskæden af min far, før han røg i fængsel, for 12
år siden. Siden da, har jeg haft den på hver eneste dag. Han havde nemlig
lavede to speciale halskæder, en til ham, og en til mig. På halskæden var der
et billede af min far og jeg, da jeg var lille, og der stod ”Jeg elsker dig”. Havde
min far været her? Var han blevet løsladt? Hvad foregik der? Jeg var forvirret.
Pludselig blev døren åbnet, og manden kom ind, det var som
om han ledte efter noget. Jeg spurgte ham: ”Hvad leder du efter? ” ”Min halskæde”
sagde han stille. Jeg gemte halskæden i min hånd. ”Hvad er der på halskæden? og
hvem tilhører den? ” spurgte jeg. ”Den tilhører mig. For 12 år siden røg jeg i
fængsel, og det er det eneste jeg har tilbage fra min datter, har du set den herinde?
”. Jeg begyndte at få tårer i øjnene, og stille og roligt, gik det op for mig
at, manden var min FAR. ”Her har du halskæden” sagde jeg grædende. ”Tak, den
betyder meget for mig, og undskyld for det jeg har gjort, jeg var fuld, og
frustreret”. ”Far? ” sagde jeg, og samtidig viste jeg min halskæde. ”Nej, det
kan ikke være rigtig, er du min datter? ” sagde manden grædende.
